BEHANDLING

Med mine mange år som behandler har jeg efterhånden en del forskellige behandlingsformer og diagnosticeringsmodeller at vælge imellem.


Ordet diagnose kommer af det græske DIA, som betyder igennem og GNOSIS som betyder viden. Diagnose betyder altså at få viden ved at se igennem eller gennemskue.

Jo flere lag af dig jeg kan gennemskue samtidigt, jo mere præcis og effektiv er behandlingen. Derfor er diagnosen vigtig, den viser hvilke lag der er vigtigst at behandle, for at få størst, bedst og mest varig effekt.

Vær opmærksom på, at jeg ikke behandler børn under 6 år.

Herunder kan du læse om nogle af de forskellige lag jeg arbejder med i behandlingerne.


STRUKTURELT LAG

Det strukturelle lag vedrører knogler, led. Mange smerter i kroppen stammer fra nedsat bevægelighed i kroppens led eller fra overspændte muskler. Jeg er uddannet til at frigøre alle kroppens led, fra kraniets samlinger, over rygsøjlens hvirvler til fodens eller håndens komplekse knogler. Årsagerne til låsningerne i kroppens led vil typisk være fald, slag, uheld, ulykker eller fysisk overbelastning over længere tid. Behandlingen er smertefri og ofte meget smertelindrende.


MUSKULÆRT LAG

I det muskulære lag er det spændinger og myoser der er i fokus. I langt de fleste tilfælde er det faktisk muskler på overarbejde, der giver os smerter i bevægeapparatet. Disse spændinger skal behandles, men vigtigere er det at finde ud af hvorfor musklerne er spændte. Kommer det af fysisk overbelastning, skader/ uheld, fejlstilling i led eller som en psykologisk forsvarsmekanisme? Det vil de andre lag som regel afsløre. Behandlingen af det muskulære lag vil som regel være Myoreflexterapi, hvor jeg med tryk på muskeltilhæftninger vil forsøge at afbalancere kroppens muskulære samarbejde.


NEUROLOGISK LAG

I det neurologiske lag ser jeg en del på kroppens posturologiske system, altså den del af nervesystemet der gør, at vi kan holde balancen i oprejst stilling. Hvis hjernen får forkerte informationer fra enten øjne eller fødder, vil den opfatte enten horisonten eller underlaget som værende 'skævt', og vil derfor rette kroppen ind efter dette 'skæve' billede. Dette afstedkommer altid muskel-spændinger og smerter, der kun lader sig behandle, når det posturologiske system atter er i balance. Det er i det posturologiske system at vi finder langt de fleste kroniske symptomer og tilbagevendende problemer, og problemerne løses i dette felt oftest med øreakupunktur eller indlægssåler.


ENERGETISK LAG

Det energetiske lag anskuer jeg igennem kroppens meridiansystem, hvilket kineserne har arbejdet med i årtusinder. Hvis smerter og symptomer skyldes blokeringer i energisystemet, er akupunkturen fantastisk til at løse dette. Energisystemet eller meridiansystemet aflæses igennem sygdomshistorien, kvaliteten i håndledspulsen (pulslæsning) og diagnose af tungens farve og form. Det som oftest forstyrrer kroppens energetiske system er chok og traumer, både fysiske og psykiske, samt længerevarende tilstande af fejlernæring, stress, agression, sorg eller anden udmatning. Det energetiske lag kan oftest balanceres igennem akupunktur.


HISTORISK LAG

Der hvor vi er i dag, er et resultat af det liv vi har levet. Af og til må vi se på et længere stræk af historien, for at forstå hvordan vi er endt med de symptomer, vi står med i dag. Mange behandlere håber at finde een årsag til problemerne, det som man kalder single-factor-thinking. At alt kan løses med en pille, eller en type behandling gentaget i det uendelige. Men oftest er vores problematikker multifaktorielle; sat sammen af mange forskellige faktorer, og det er grunden til at det er så væsentligt at se på alle disse forskellige lag. Historien er altså vigtig at få med! Hvornår begyndte symptomerne? Hvad sætter du selv dette i forbindelse med? Hvilke fysiske problemer havde du tidligere i livet? Mange spørgsmål vil være med til at kaste lys over hvorfor du i dag står hvor du står.


NUTRITIVT LAG

Kroppen er fantastisk. Det er en organisme der er så dygtig til at overleve, at jeg hver dag må forbavses! Men af og til giver vi kroppen ringe vilkår for at gøre sit bedste, og det er især igennem kosten at vi stresser og udtærer kroppen. Alle tilstande af betændelser og inflammation kan effektivt behandles igennem at regulere på vores fødevarer, og det gælder også mange andre symptomer. Hvis dette er tilfældet hos dig, er det vigtigt at vi får set på dette lag, for at give kroppen en chance for at reparere sig selv.


ØKOLOGISK LAG

Regnskabet skal helst gå op! Det ved alle der har en privatøkonomi; har vi flere udgifter end indtægter, så kommer der minus på kontoen, og det er noget skidt. I det økologiske lag ser vi på det indre regnskab, den indre økologi. Ordet økologi stammer fra det græske ord oikos som betyder husholdning, så det er denne indre husholdning vi ser på her, og er den ikke i balance, så begynder vi at føle stress eller overbelastning. Så spørgsmålet er, om vi er i relationer eller situationer hvor vi giver langt mere ud, end vi får igen. Bruger vi flere ressourcer end vi får ind? Sover vi for lidt? Er kravene højere end vi kan honorere? Hvis der er underskud i denne indre husholdning, vil der sjældent være ressourcer til at kroppen kan helbrede sig selv. Så der kan være megen energi at hente i dette lag.


MENTALT LAG

En klog mand har sagt; livet er ikke som man har det, det er som man ta'r det! Vores indstilling til livet betyder meget for hvordan vi oplever det, og på samme måde er det med symptomer eller smerter. Meget af måden vi forstår vores symptomer og smerter på, er medvirkende til hvor godt de kan smertelindres. Hvis vi er overbeviste om, at vores smerter er kroniske, og sikkert ubehandelige, så vil det også være vanskeligere at behandle smerterne. Hypnoterapi ændrer ofte måden vi tænker på smerter og skader, og kan på den måde ændre tilstanden i kroppen.


EMOTIONELT LAG

Ofte er det traumer og chok, der sætter sine sopr i det emotionelle lag. Hvis smerter og symptomer skyldes uheld eller ulykker, så er der meget ofte et følelsesmæssigt chok involveret i smertemønsteret. Chok og traumer kan også opstå udelukkende emotionelt, for eksempel ved diagnoser, hvor man bliver chokeret over en besked, i skænderier, ved mobning eller verbale overfald. Et 'aktivt' chok kan være med til at holde smertern ved lige, og vil altid give et højt stressniveau i kroppen! Langt de fleste chok og traumer af denne karakter kan effektivt og blidt bearbejdes med hypnoterapi.


SPIRITUELT LAG

For nogle er det en væsentlig del af helbredelsesprocessen, at få det spirituelle lag med eller belyst. Det spirituelle lag handler om vores individuelle livsbane eller livsvej. Er vi på rette vej, følger vi vores livsbane? Føler vi os 'hjemme' i vores liv, at det passer til os som 'fod i hose', eller føler vi os 'fremmede' i livet, at vi ikke helt passer ind i vores eget liv? Har du lyst til at inkludere dette lag, så kan forskellige processer indenfor hypnoterapien være en mulighed. 

Lars Kjeldal

Frederiksgade 79, 1 th

8000 Aarhus C

DENMARK

RAB akupunktur PA/ DAKOBE

RAB kraniosakralterapi DAKOBE

RAB psykoterapi DAKOBE

RAB hypnoterapi DAKOBE

telefon +4528102035

SMS +4528102035

CVR 26096774

copyright 2019